Vi er vilde med farsbrød i forskellige udforminger her i husstanden. Det er en nem måde at gøre billigt kød super lækkert, og så tager det også virkelig kort tid at tilberede. Ovnbagte rodfrugter er super nemt og lækkert, og kan varieres på alle mulige og umulige måder.
Du kan bruge alverdens rodfrugter, blandt andet rødbeder og persillerødder, når du laver ovnbagte rodfrugter. Jeg brugte bare pastinak og gulerødder, mens jeg supplerede med en god mængde kartofler og rødløg. Førstnævnte, altså pastinak, blev denne gang alene indtaget af Ellie, ikke fordi vi andre ikke ville have det, men fordi hun ikke havde lyst til at dele.
Du kan også prøve mit indbagte græske farsbrød, opskriften findes her.
Jeg toppede mine ovnbagte rodfrugter med timian, olie og salt. Derudover hakkede jeg hvidløg og hældte udover, mest på kartoflerne.
Jeg servere blot en bearnaisesovs til retten, men man kan helt undlade det, da pikantosten i farsbrødet kan gøre sig ud for “sovsen” i retten.
Mine butterdejsindbagte farsbrød med kylling kan du finde her.
Jeg bruger en serranoskinke i tynde skiver rundt om farsbrødet, det giver lige lidt ekstra smag til dette farsbrød og så smager det jo bare fantastisk! Er du ikke til grisekød kan du sagtens skifte kødet ud med hakket kylling og kalkun bacon i strimler.
Du kan også sagtens bruge en anden ost, hvis du ikke er til pikantost. Desuden kan du fylde dit farsbrød med diverse lækre grøntsager, som porre, spinat, broccoli og revet gulerødder – kun fantasien sætter grænserne.
Vil du finde nogle lækre og sunde retter? Find en masse forslag her i dette indlæg.
Mængde: 4 personer.
Tilberedningstid: 50 minutter.
Heraf arbejdstid: 15 minutter.
Ingredienser:
Ovnbagte rodfrugter:
1 pastinak.
2 rødløg.
3-4 gulerødder.
4-6 kartofler (mellem/store).
2 fed hvidløg.
Olie.
Salt.
Timian.
Pikant farsbrød:
500 gram hakket svinekød.
Salt.
Peber.
1 pakke pikantost.
1 lille rødløg.
1 rød snackpeber.
4 stykker serrano skinke.
Bearnaisesovs.
Fremgangsmåde:
1. Rens (skræld hvis du ønsker det) og skær alle grøntsager i lige store stykker så ovntiden er den samme – jeg ligger dem side om side i stedet for at blande dem i mit ovnfaste fad, af hensyn til børnene – men man kan gøre begge dele.
2. Hæld olie på toppen og drys med salt og masser af timian. Hak dine hvidløg og put dem på toppen.
3. Skær dine løg og din snackpeber i meget små stykker – jeg hakkede dem fint.
4. Mas dit svinekød ud på et stykke bagepapir, det skal være et tyndt lag – 25 cm gange 25 cm ca.
5. Fordel dine løg og peberfrugt ud over kødet. Læg din pikantost i midten af kødet. Fold begge ender indover og mas kødet godt sammen om pikantosten. Læg farsbrødet i et ildfast fad og put dit serrano skinke på toppen.
6. Begge fade sættes i ovnen på 180 grader varmluft i ca 30-40 minutter. Hvis dine ovnbagte rodfrugter er meget store, sættes de ind før farsbrødet.
Server straks efter tilberedning.
Velbekomme.
De varmeste blogger hilsner
Michelle Elbæk Jensen, #hashtagmor
Jeg er at finde på min instagram hvor du er velkommen til at følge med i mit liv som aktiv mad blogger, småbørnsmor og fuldtidsansat kontorassistent. Derudover kan du følge med på bloggens facebook, hvor jeg ligger link til alle nye indlæg op. Jeg kan desuden følges på pinterest under navnet #hashtagmor.
Du er som altid velkommen til at skrive en kommentar enten her, på facebook eller instagram hvis du har spørgsmål, ris eller ros. Jeg svare så snart jeg har tid.
[…] pikant farsbrød med bagte rodfrugter. Dette farsbrød passer perfekt til weekendens menu – både min familie og jeg selv er helt […]
[…] Søndag: pikant farsbrød med bagte rodfrugter. Dette farsbrød passer perfekt til weekendens menu – både min familie og jeg selv er helt vilde med dette farsbrød, og af gode grunde, det smager nemlig helt fantastisk. […]
[…] Pikantfyldt farsbrød af svinekød […]