Når der kommer æblekage på bordet, så er det næsten som i gamle dage. En lækker dessert baseret på æblegrød, en form for crunch og flødeskum, ikke andet – det er mega nemt! Jeg elsker specielt når æblegrøden serveres lun og flødeskummet smelter let henover retten – det har jeg dog ikke ladet det gøre her, for billedernes skyld. (bare rolig, jeg spiste selv en lun portion inden da, dette var blot det resterende som blev lagt på glas og sat på køl.)
Lige pt er der virkelig mange æbler på træerne, vi har været så heldige at få en god portion æbler fra noget familie, og hvad er bedre at bruge det til, end en god gammeldags æblekage? Specielt når man får mange æbler ihvertfald.
Det er også en billig dessert , hvis man får æblerne gratis – så kan man handle til den for ca 20 kr – hvis man har sukker og vanilje på lager.
Når man laver æblekage er det vigtigt at æblet er lækkert – hvis det er et surt æble og man ønsker en sød grød, kan man tilføje mere sukker, men man kan også blot lade det være som det er. Jeg har i min opskrift ikke angivet sukkermængden, da det bruges som tilsmagning og da smag er forskellig ligesom med salt, så synes jeg det er bedst at lade være op til den enkelte. Engang i mellem dropper jeg også helt sukkeret, hvis jeg får fat i et sødt æble.
Jeg kan også anbefale at bage en jordbærtærte, nu hvor sommeren er her. Min opskrift finder du her.
Som crunch kan man både lave det selv, man kan købe æblekage rasp eller man kan knuse makroner – sidst nævnte er min favorit.
Ingredienser:
ca. 1 kilo æbler.
Vand.
Sukker.
1/2 stang vanilje.
250 ml fløde.
1/3 pose makroner.
Fremgangsmåde:
1. Skyld, skræl, og skær æblerne i små stykker, husk at fjerne kernehuset.
2. Put æblerne i en gryde og hæld vand over.
3. Skrab kornene ud af vaniljestangen – læg “skrællen” fra stangen op i gryden og gem kornene.
4. Lad æblerne koge til de er møre.
5. Hæld det meste af vandet fra og fjern vaniljestangen fra gryden.
6. Mos æblerne til en lækker grød, den må gerne være en lille smule tynd her, ikke meget tynd, men der må gerne lidt vand at koge fra.
7. Smag på grøden. Tilsæt sukker efter behov. Tilsæt vaniljekorn – og lad grøden simre til den har den rette konsistens.
8. Knus makronerne og pisk flødeskummet.
9. Læg elementerne lag på lag, start med grød og dernæst makroner, mere grød, flere makroner – det sidste du putter på er flødeskum.
Desserten kan holde sig på køl et døgn, hvis du venter med at putte flødeskum på og opbevare flødeskummet i en lufttæt beholder øges holdbarheden til et par dage.
Velbekomme.
De varmeste blogger hilsner
Michelle Elbæk Jensen, #Hashtagmor.
Jeg er at finde på min instagram hvor du er velkommen til at følge med i mit liv som aktiv mad blogger, småbørnsmor og fuldtidsansat kontorassistent. Derudover kan du følge med på bloggens facebook, hvor jeg ligger link til alle nye indlæg op.