Jeg er vild med butterdej og jeg har stort set altid en rulle eller to i køleskabet. Jeg plejede at købe den fra rema1000, men deres nye opskrift indeholder margerine i stedet for smør, og derfor er den svære at arbejde med, det smager stadig super fint, men jeg gider ikke det bøvl og køber det nu i stedet andre steder, bilka, fakta, netto o.lign. sælger super fin butterdej endnu. I denne uge lavede jeg en skøn pizza på butterdejsbund. Med fyld af kartofler, squash, løg og pikantost var det både en sprød, smagfuld og lækker oplevelse.
Pikantost er fast inventar i mit køkken, jeg har altid en pakke eller 5 i køleskabet, sammen med en pose mozerella og cheddarost, det kan let peppe en hvilken som helst ret op at smide lidt ost i.
Hver uge laver jeg en madplan som jeg deler med jer på bloggen, den seneste finder i her.
Butterdej er velegnet til super mange ting, normalt til at pakke ting ind, men i denne ret bruger jeg den i stedet for en pizzabund, det er super lækkert, fordi smøret i dejen ligesom smelter ud af bunden, og efterlader bunden sprød og lækker.
Som fyld har jeg skåret kartofler, squash og løg ud i tynde skiver – disse er lagt ovenpå et tyndt lag pikantost og tilsidst dryssede jeg timian ovenpå retten.
Retten er kødfri; men indeholder naturligvis ost.
Jeg skræller ikke mine kartofler inden brug, jeg kan godt lide kartofler med skræl, men det er selvfølgelig op til en selv, hvad man gør.
Jeg har bare altid spist kartofler med skræl, og derfor falder det mig naturligt blot at spise kartoflerne med skræl, men ved nogle retter giver det selvfølgelig mest mening at skrælle kartoflerne inden, så der gør jeg det selvfølgelig.
Mængde: 2 voksne & 2 mindre børn.
Tilberedningstid: 30 minutter.
Heraf arbejdstid: 20 minutter.
Ingredienser:
Pizza:
1 plade butterdej.
1/2 pikantost.
1/2 squash.
5 mellemstørrelse kartofler.
2 løg.
Fetaost.
Timian.
Tilbehør:
1 hjertesalat.
1/2 squash.
1 snack peberfrugt.
1 lille dåse majs.
Dressing.
Fremgangsmåde:
1. Skær kartofler, squash og løg i tynde skiver.
2. Rul butterdejen ud og smør et tyndt lag pikantost på dejen.
3. Fordel kartofler, squash og løg ud over hele bunden, og drys tilsidst timian og fetaost efter smag på toppen.
4. Pizzaen bages i ovnen ca 15-20 minutter på 180 grader. Tjek om kartoflerne er gennembagt og om bunden har fået nok.
5. Mens pizzaen er i ovnen, skærer du en salat og blander sammen. Når pizzaen er færdig, skæres den ud i 8 stykker og serveres varm med salaten.
Velbekomme.
De varmeste blogger hilsner
Michelle Elbæk Jensen, #hashtagmor
Du er altid velkommen til at smide en kommentar her på bloggen hvis du har spørgsmål til maden eller andet, jeg er desuden at finde på min instagram hvor du er velkommen til at følge med i mit liv som aktiv mad blogger, småbørnsmor og fuldtidsansat kontorassistent. Derudover kan du følge med på bloggens facebook, hvor jeg ligger link til alle nye indlæg op. Jeg kan desuden følges på pinterest under navnet #hashtagmor.
Rigtig lækker 🙂 tak for opskriften. Jeg lavede den til aften sammen med kartoffelfrikadeller, salat og tzatziki. Ungerne var ret vilde med den.
Amen hvor er det dejligt at høre! Og mums hvor lyder det dejligt med kartoffelfrikadeller, salat og tzatziki 😀 …
De varmeste hilsner
Michelle Elbæk Jensen, #hashtagmor
[…] Torsdag: butterdejspizza med kartofler, squash, løg og fetaost. […]
Hejsa
Er den også god at servere kold, fx på en picnic?
Vh Nanna
Hej Nanna,
Ja det kan du sagtens! Den smager skønt kold også. Vær dog obs. på ikke at pakke den med noget der afgiver kondens da den så kan blive blød 🙂
Med venlig hilsen
Michelle Elbæk Jensen