Sommer flæskesteg med sprøde svær og hasselbagte kartofler
En lækker hjemmelavet sommer flæskesteg med sprøde svær serveret med hasselbagte kartofler med skræl og hjemmelavet flæskestegssovs. En utraditionel flæskesteg med fyld af bacon, persille, peberfrugt, rødløg og porre.
Forvarm din ovn til 100 grader almindelig ovn. (ikke varmluft)
Start med at hakke alle grøntsager til fyldet sammen. Put det i en skål og fortsæt med flæskestegen.
Hvis dit flæskesvær ikke er ridset helt ned til kødet skal dette gøres først. Nu skærer du flæskestegen op - jeg skærer først lidt under sværret og derefter rundt så flæskestegen kan foldes ud. Fordel bacon herpå og derefter grøntsagerne.
Nu skal stegen rulles sammen igen. Det gør jeg bare så stramt som muligt hvorefter jeg binder den sammen med lidt snor.
Derefter putter du godt med groft salt på og masserer det ned i mellem sværen.
Find et fad frem som kan rumme flæskestegen men med luft i kanten. Fyld vand i fadet. Put din flæskesteg heri og få den til at stå nogenlunde lige (evt. med sølvpapir) og sæt den i ovnen ved 100 grader almindelig ovn.Jeg giver flæskestegen 2-4 timer alt efter størrelse. (1 kilo skal have omkring de 2,5 timer mens 2 kilo nærmer sig de 4 timer) Du kan vælge at bruge et stegetermometer og sigte efter en kernetemperatur på 62 grader.
Undervejs i stegningen giver jeg min steg et bad i lidt af væsken fra fadet. Bare et par gange i løbet af tilberedningstiden. Husk at tilføje ekstra vand til fadet hvis der begynder at være for lidt til en sovs tilbage - det er en virkelig lækker fond at bruge som start til sovsen.
Skyld og rens dine kartofler. Skær riller i dine kartofler. Pas på at du ikke skærer hele vejen igennem. Læg dem i et ovnfast fad. Put olie henover dine kartofler. Drys godt med krydderier på kartofler. Sæt fadet i ovnen i omkring en time da flæskestegen er på lave grader (i slutningen bliver ovnens grader skruet godt op og her får kartoflerne også mere varme. Her plejer jeg at sørge for at de er nederst i ovnen og skånes mest muligt).
Nu skal stegen have sprøde svær - her skruer du op for temperaturen på din ovn. Jeg plejer at lade den stå på omkring 250 grader i 20 minutters tid. Hvis de stadig ikke er helt sprøde kan du give den lidt tid med ovnens grillfunktion - men pas på din flæskesteg og kartoflerne her - du skulle nødigt ende med sorte svær og sorte kartofler.
Lad nu din steg hvile på et skærebræt inden den skæres ud og serveres.
Du skal nu i gang med sovsen. Smelt dit smør i en gryde. Tilføj melet. Du skal nu røre godt. Tilføj fond lidt af gangen. Sørg for at der ikke er melklumper i, dem kan du få svært ved at få bugt med senere. Din sovs skal være godt tyk her, men ikke som en klump.
Tilføj dine boullionterninger og lidt fløde af gangen til sovsen har den rette konsistens. Smag til med salt, peber og dit søde element. Mængden af fløde kontra vand er op til smagspræference. Jeg brugte ½ af hver men du kan gøre det med både mere eller mindre fløde. Tilføj til sidst kulør til sovsen - jeg kan bedst lide at den er lysebrun her. Smag til igen inden den skal serveres.
Skær flæskestegen ud i passende skiver og server nu retten.