#Alt om mig #Pseudomor

Terrible twos. ?

4. september 2017

I ved, den der alder hvor barnet flipper skråt over en kiks der er knækket over i 2, men sammentid selv knækker kiksen inden den spises. Når man ikke må hjælpe med tøjet (eller solbrillerne ?), men barnet endnu ikke kan finde ud af at få det rigtigt på selv. Når barnet KUN vil have sine Gurli Gris strømper på – og afskyr Gustav strømperne men alligevel bliver monster utilfreds når lillesøster har dem på, for “det mine strømper”. Når barnet vil sove med solbriller på men bliver sur hvis de går i stykker.

Jeg har stadig ferie med pigerne en uge endnu, mens Jesper er vendt tilbage på sit arbejde. I denne uge er jeg igang med “projekt blefri” med Agnes – hvilket jeg tænker hun er klar til, på Kreta havde hun kun afføring i bleen en eneste gang og hun fortalte når hun skulle på toilettet. Så jeg tænker at tiden er den rette. Men det er sammentid en anelse udfordrende at være alene med 2 børn, når den ene er i selvstændighedsalderen og er ved at blive blefri mens den anden er ved at få tænder og generelt er grumpy da hun er ved at gå fra to til en lur.

Hvis i kan nikke genkendende til blot lidt af ovenstående så kender i måske også det her; miss “give me this shit or im going to scream” står og surmuler i fakta, hun gør antræk til at kaste sig ned på gulvet, banke i gulvet og lave en større scene. Inde i sig selv overvejer man bare at gå og lade som om det ikke er ens barn, men alt imens man har disse horrible tanker vælger lillesøster at står og pege på Øglen, grine og sige “oaaaar, deeet”. Det kan squ ikke ignoreres. Nå, videre, hvad gør man så? Jeg har gennem tiden hørt mange “gode”, og knap så gode foreslag – alt fra at kaste sig ned ved siden af barnet, til at trække barnet op og “vise hvem der bestemmer”.
Well jeps, jeg er den der irriterende forældre, ikke irriterende overfor mit barn selvfølgelig – men typen andre forældre hader. “Agnes er du okay?” Lyder det i stedet fra mig, der med bøjet knæ sidder i øjenhøjde og kigger på hende “Jeg kan godt forstå at du bliver sur når jeg siger nej til dig eller når du ikke må få 5 mælk med hjem – det kan godt være svært at forstå når man bare er lille og glad og ønsker at gøre alt selv. Men du er nødt til at høre hvad mor siger, vi kan nemlig ikke købe alt mælken selvom du gerne ville.” Jeg rækker armene ud til hende og med et smil forlader ordene min mund “Vil du gerne have et kram?” – bum, ingen skrig eller skrål, ingen akavet scener eller irrettelse i butikker – blot et kram, anerkendende tilgang, forståelse og selvfølgeligt de uundgåelige trætte skuldre nu hvor jeg både skal bære på Agnes, Ellie og skubbe vognen med min hofte. Men hey – de har ikke valgt at tage med ud og handle, og de er så små og sårbare i så kort en periode.

Fik du dårlig samvittighed der? Det skal du ikke have – læs endeligt videre! Vi er nødt til at huske på at alt det vi ser på de sociale medier er pålagt et filter. Ikke nødvendigvis de der fancy (og ja, pisse fucking irriterende) snapchat filtre – men nærmere et sandhedsfilter. Et filter der fjerner de gange hvor alt var kaos – hvor man ikke formåede at holde hovedet koldt og hvor stemmen nærmede sig et “råbeniveau” – jeg vil våge den påstand at det er sket en eller flere gange for nærmest alle forældre. De der dage hvor børnene er trætte efter en lang dag – man er selv træt, manden er ikke hjemme og børnene de slås – som i hele fucking tiden. Efter mange “tag det roligt piger”, “kom, skal vi ikke lege med det her i stedet Ellie – så Agnes kan lege med hendes dukker selv”, “Agnes du må ikke slå Ellie – du må gerne sige nej hvis hun driller men ikke slå” – så kan det godt sige klik… Det er sket for mig, og jeg er faktisk generelt et roligt menneske – der skal MEGET til før min grænse er nået. Men vi er blot mennesker – børn er blot børn. Vi må rumme og anerkende hinanden, også selvom alting nogle gange bliver for meget.

Jeg har hævet min stemme overfor Agnes ja – men jeg har også sagt undskyldt. Fortalt hende at det ikke var okay at mor hævede stemmen og blev sur, men at mor blev irriteret ligesom hun tidligere var blevet irriteret på Ellie. Det vigtigeste er vel at vise sine børn at man elsker dem, at man altid vil være der for dem – men også at vise at alle begår fejl. Selvom jeg 99 ud af 100 gange agere som i første eksempel, altså den anerkendende tilgang med et smil og et kram – så husker børn som oftest den ene gang hvor man ikke gjorde. Det er helt naturligt.

Raise with love ❤

Lige nu søger jeg 5 minutters tilflugt på toilettet – mens pigerne river den sidste energi ud af deres far, jeg elsker at være mor, jeg elsker at være Agnes og Ellies mor, men noglegange har man bare brug for 5 minutters pause, på toilettet, med lukket dør – for en gangs skyld ?

De varmeste hilsner

Michelle Elbæk Jensen

Relaterede Indlæg

2 Kommentarer

  • Svar Jette 5. september 2017 at 18:55

    <3 <3 <3 <3 Puha ja det er hårdt nogle gange,men jeg syntes du klare det til bravour,godt gået <3 <3

  • Skriv kommentar