At være mor i en teknologisk hverdag.

Tunge tanker.

Nu ligger jeg her endnu engang – omringet af de mennesker der betyder allermest for mig, i hele verden. Små børnefødder danser op og ned af min ryg i søvne – pigernes åndedræt er tunge men rolige omkring mig. Jeg er omringet af lykke, af kærlighed – men alligevel græder jeg, jeg græder og jeg kan ikke stoppe.

Jeg har trukket dynen op over hovedet så de ikke kan høre min snøften, der er mørkt, varmt – lyden af en blæser fylder rummet.

Pigerne sover trygt – Jesper snorker let. Jeg er alene med mine tanker. Det er forfærdeligt – jeg hader det.

Jeg hader den faktor at der lige nu er 3 uger til at jeg igen starter på arbejde – at der er 3 uger til jeg igen skal arbejde 37 timer ugentligt. Faktum er, jeg er glad for mit arbejde, mine kollegaer er skønne, det hele fungerer præcis som det skal – men jeg hader, inderligt hader at være væk fra mine børn! Jeg hader tanken om at de er uden mig – at andre skal passe dem så mange af deres daglige timer. Jeg hader følelsen af magtesløshed – tanken omkring at jeg går glip af noget af dem! Jeg hader at skulle forlade dem. At andre skal tage sig af Ellie med alle hendes små daglige problemer. Hvad hvis hun ikke vil spise? Hvis hun skriger hele tiden? Hvis hun føler at jeg forlader hende, at jeg ikke elsker hende? Tankerne er ubærgelige!

Jeg hader S A M F U N D E T fordi det er skruet sådan sammen som det er – det vigtigste for børnene er en tryg start, en hverdag uden bekymringer, uden frygt for at mor og far er væk for altid? Og det vi tilbyder disse børn er pressede pædagoger og overfyldte institutioner – for ikke at snakke om dagplejer.

Hvad sker der med et lille menneske når det hver dag bliver efterladt til sig selv i en vuggestue eller dagpleje? Et sted det ikke nødvendigvis er 110% tryg? Jeg aner det ikke – jeg tror ikke at der er nogle der virkelig ved det? Jeg ved bare at alt, fucking alt stritter imod når jeg tænker på det. Jeg hader det, dybt og inderligt hader jeg det! Og ærligt, jeg ville vitterligt ønske at samfundet var indrettet så det var nemmere at passe sine børn hjemme – kald mig gammeldags, men fuck hvor ville jeg ønske mig en hverdag hvor manden gik på arbejde og jeg gik hjemme med vores børn, lavede maden, gjorde rent og opdragede vores piger.

Der er på ingen måde noget galt med pigernes vuggestue – jeg er tryg og glad for at vi har valgt en privat vuggestue til dem hvor de voksende virkelig støtter og anerkender børnene. Det er generelt set at jeg har et problem med det – at mine piger ikke har mig, at jeg ikke har dem!!

Måske hjælper det at skrive alt dette ned – måske gør det ikke? Faktum er at det kommer til at ske, det kommer til at ske snart.

‘Agnes skubber til mit hovede med hendes små fødder’ – jeg ved jo godt at det hun i virkeligheden vil, underbevist, er at få et kram, trygheden ved at vide at jeg er her og altid er her! Og det er jeg – jeg er her A L T I D for mine piger, nogle gange er det desværre bare ikke fysisk.

Agnes var i vuggestue igen i dag – efter 2 skønne ugers ferie! Hun er van til at være i vuggestue og hun er glad for det – så hvorfor er det her er problem for mig? Ellie bliver sikkert også glad for det?

Lige nu kan jeg have Agnes hjemme præcis når jeg har lyst – jeg kan give hende korte dage, korte uger og lange ferier. Og det benytter jeg, i stor stil! Jeg tror faktisk ikke at hun har været afsted i vuggestuen 5 dage nogensinde under min barsel med Ellie? Det skal hun snart. Snart skal jeg aflevere hende hver dag OG stresse med madlavning og oprydning efter hentning af pigerne – ting jeg normalt blot gør når de sover middagslur/ er puttet om aften, så jeg har tid til dem når de er vågne. Tid til at putte på sofaen, tid til at se dem vokse og udvikle sig – tid til at give dem enorme mængder kys og kram. Det ved jeg at jeg stadig vil gøre – men et eller andet bliver tilsidesat? Sådan vil det altid være. Måske kommer vi til at leve af takeaway, måske får vi rugbrød og havregryn til aftensmad flere dage ugenligt? Vi må tage en dag af gangen.

Jeg priser mig lykkelig for at pigerne har en fantastisk farmor som har sagt ja til at hente dem hver torsdag, så deres dage kan blive kortere – og en skøn mormor, som giver dem en hel fridag fra vuggestuen hver anden uge. Jeg er taknemmelig for de muligheder vi har for at have dem så meget hjemme som muligt – mængden af ferie, omsorgsdage og flekstid for mit vedkommende. Jeg vil gøre mit for at give pigerne mest mulig tryghed, omsorg og anerkendelse!

Måske bliver det hele godt – måske vil jeg græde mig selv i søvn i lang tid endnu? Det eneste der er sikkert er at jeg lige nu skal give mine piger utallige kys, kram O G alt kærlighed i verden! Nyde de sidste uger at min barsel og nyde tiden med dem, hver dag, hver time, hvert minut, hvert sekund – også dem hvor de skriger – også når Agnes siger “nej tak kys oar – gider ikke”. Jeg skal nyde deres individuelle personlighed, deres behov og dem! For når alt kommer til alt – så ved jeg godt at tiden går ufatteligt hurtigt og at de vokser med raketfart.

Kære Agnes, kære Ellie – jeg elsker jer ubetinget, jeg elsker jer højere end noget andet – jeg vil altid elske jer! I er fantastiske.

– Michelle <3

   

Skriv en kommentar

  • De tanker havde jeg også efter min første barsel – mavefornemmelsen var bare helt forkert. Men jeg startede jo på arbejde og min dreng i vuggestue, for det gør man jo. Under min anden barsel sagde jeg mit arbejde op. Nu passer jeg den mindste hjemme og storebror er i vuggestue nogle dage om ugen og kun om formiddagen. Det er det helt rigtige for os. Håber I finder en løsning der er rigtig for jer <3 Oftest skal man som for følge sin mavefornemmelse har jeg lært – for mor ved hvad der er bedst for sit barn. Det gør samfundet desværre ikke!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hashtagmor

      Dejligt at høre at du har fuldt dit hjerte! Det lyder også som en skøn løsning! ❤
      Jeg må starte op på arbejde, og så må jeg se – er det helt slemt så må jeg finde en anden løsning, men måske lærer jeg at leve med det ?

      – Michelle <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jeg er ikke i tvivl om, det er en fase ALLE mødre skal igennem. Men, “nu er jeg jo ikke mor så ved ikke hvad jeg snakker om”, det kan vel også kun hjælpe på dine pigers fremtidige selvstændighed, at I ikke er sammen hver time, af hver dag. I stedet for, at vokse op og tro, at du altid er der til at redde dem, lærer de at tage ansvar. Jeg ved ikke om det giver mening, men jeg har virkelig mødt mange mennesker, der tror de kan tillade sig alt fordi, de er blevet nusset om som små og fået al opmærksomhed i verden.
    Jeg ved ikke om, det på nogen måde kan være en behjælpelig tanke. Men det var et forsøg 😀

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hashtagmor

      Tak Camilla ❤ Du har ret i at de skal lærer at omgåes andre – og uanset hvad så ville jeg ikke altid være der til at redde dem, jeg går meget op i at de er selvstændige individer som skal lærer at “klare sig selv”. Jeg er også hende den tavlige mor, som lader børnene æde sand, falde og slå sig fordi de løber hurtigt osv – men jeg er der altid til at trøste dem og børste sandet ud af munden efterfølgende. Jeg tror det vigtigeste er at lade dem undersøge, at gøre egne erfaringer, men sammentid synes jeg det er vigtigt at de ved at jeg altid er der. Når Ellie er 25 år og flytter sammen med hendes kæreste efter en måned, så er jeg der også for hende den dag det går galt, alt brænder på og hun har brug for et sted at bo – det tror jeg giver selvstændig børn, at de ved at de altid har deres trygge base ❤

      – Michelle <3

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • […] Hun begyndte i dagpleje da hun var 9.5 mdr – vi satsede nemlig på en langsom og blid indkøring. Det var ikke tilnærmelsesvist blidt! Hun skreg fra jeg gik til jeg kom tilbage og dagplejemoren havde ikke ringet – så 30 minutter havde hun skreget ? .. Jeg tog hende i armene og satte mig på gulvet for at snakke med dagplejemoren om hvad vi skulle gøre – hun overbeviste mig om at det var ganske normalt at børn græd så meget i starten, jeg troede på det, jeg havde jo aldrig prøvet det før! På tredjedagen var det på ingen måde bedre – hun skreg så meget at hun faldt i søvn i mine arme af udmattelse når jeg hentede hende. Jeg kunne ikke længere se på det! Fuck om det var “normalt” det skulle ikke være sådan for mit barn! Dagplejemoren indrømmede også at Agnes faktisk havde været “værre” end de fleste børn – og at hun havde snakket med dagplejepædagogen om det som synes det blot skulle fortsætte. På et tidspunkt ville hun jo “give op” fortalte hun. Nej fanme om mit barn ikke skulle give op! Mit barn skulle være trygt og jeg holdte af samme årsag fast i at vi måtte starte forfra! Jeg ville slet ikke høre tale om at jeg “forstyrrede” dagligdagen ved at være der – det skulle jeg være! Jeg var der en uge 1 time om dagen sammen med hende og hun begyndte stille og roligt at søge væk fra mig for at lege med de andre og deltage i aktiviteter. Hun holdte stadig øje med mig men alt var meget bedre! Agnes græd desværre stadig ved afleveringer – men jeg stod altid og lyttede ved døren lidt efter og hun stoppede da jeg gik ❤ Hun græd hver eneste dag i flere måneder. Jeg overvejede virkelig bare at droppe mit job, og passe pigerne hjemme! (Læs mere om det her) […]

    Siden  ·  Svar på kommentar
  • Jette

    Nåå jeg sidder helt med tåre i øjene,jeg er parat til at have dem hjemme HVERDAG,hvis jeg kunne.. Men det magter jeg ikke skat,men med den skeptis du skriver om vil jeg godt have dem/den ene hjemme,i tide og utide,så kan Agnes komme derud den ene gang og Ellie den anden gang og så har jeg dem hjemme sammen.. Mit hjerte kan slet ikke klare det du skrev at du lå og græd og hulkede helt vildt,det gør så ondt i et moderhjerte at ens lille pige har det sådan <3 Kys,knus og 1000 krammer fra mor <3

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • hashtagmor

      Tak ❤ .. Det kunne bestemt også være fint for dem med nogle enkelte fridage sammen med dig engang i mellem ❤
      Jeg hader at være væk fra dem, men det ved du jo allerede ? ..
      Tak for dine søde tanker, og for din store hjælp ?

      – Michelle <3

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv en kommentar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

At være mor i en teknologisk hverdag.